HUDTYPER
Normal hud
Normal hud er det vi vil kalde den “perfekte” hud. Huden er i balance, den ser glat og ensartet ud. Porerne i huden er meget lidt synlige.
Kombineret hud
Kombineret hud også kaldet “blandet hud” er karakteriseret ved porer af normal til stor størrelse specielt i T-zonen som er pande, næse og hage. Samtidig bliver huden let fedtet, blank og uren i t-zonen, ligesom der kan optræde tørre partier, normalt på kinderne.
Fedtet hud
Fedtet hud har porer af normal til stor størrelse, en høj talgproduktion samt en øget tilbøjelighed til at få acne og urenheder. Huden bliver let blank i dagtimerne. I sommerhalvåret kan tendensen til fedtet hud tiltage. Uren hud eller acne viser sig i form af sorte eller hvide prikker (hudorme) på huden, samt røde bumser og gult puds. Det kan være kosmetisk og psykisk belastende at have acne. Med lidt tålmodighed og vejledning er uren hud og acne et problem, som kan løses.
Tør hud
Tør hud ses ofte ved en skællende og ru overflade, den kan være irriteret og føles stram, samt være kløende. Problemet er som regel størst om efteråret og vinteren.
HUDTILSTANDE
Sensitiv hud
Sensitiv hud kan defineres som sart eller følsom hud, der i lettere grad end normal hud lader sig påvirke af indre og ydre faktorer, og som kan udløse en reaktion eller en stærk fornemmelse i huden. Sensitiv, følsom eller sart hud kan kendetegnes ved en følelse af ubehag i huden. Det kan for eksempel være en prikkende, strammende, kløende eller brændende fornemmelse, ligesom rødme og tørhed kan opleves i forskellige grader. En sensitiv og følsom hud kan faktisk se helt normal ud, selvom at den måske føles som alt andet end normal.
Sensitiv hud bære ofte præg af en skrøbelig hudbarriere. Det betyder at huden er meget mere sårbar, og ikke er lige så godt beskyttet som en normal hud er. Huden har derfor brug for specifik pleje, som kan hjælpe til at genopbygge og vedligeholde hudens barrierefunktion. Ud over en nedsat barrierefunktion, kan sensitiv hud også være påvirket af neuroinflammation. Det betyder at nerveenderne er overfølsomme, og frigiver inflammatoriske stoffer som reaktion på udefrakommende faktorer.
Vi kan alle opleve, at vores hud bliver sensitiv. Særligt når årstiderne skifter, vil vores hud meget ofte reagerer ved at blive mere tør, irriteret og miste glød, spændstighed og elasticitet. Det skyldes at huden lige skal vænne sig til og omstille sig til nye temperaturer både udenfor og indenfor.
Enhver hudtype - uanset om den er tør, fedtet eller kombineret - kan være eller blive sensitiv. De karakteristiske tegn på sensitiv hud kan være der hele tiden, eller blusse op og ned i løbet af dagen. Symptomerne kan påvirkes af specifikke indre og ydre faktorer. Nogle af de mest almindelige faktorer, har jeg listet op herunder.
INDRE FAKTORER:
Krydret mad
Alkohol (især rødvin)
Kaffe og sort te
Glutenintolerance
Lactoseintolerance
Astma & Allergi
Mørk chokolade
Hormonelle ændringer
Stress eller intense følelser
YDRE FAKTORER:
Temperaturændringer og vind
Forurening
Sol
Indeklima
Varmt og koldt vand
Forkerte/for hårde hudplejeprodukter
PIGMENTFORANDRINGER
Pigmentpletter opstår når cellerne producerer for meget pigment. Pigmentpletter kan opstå af mange årsager, men ofte er det solens stråler som forårsager dem. Lige så snart solens stråler rammer huden, så går de pigmentdannende celler som hedder melanocytter (dem har vi alle i huden), i gang med at producere melanin. Melanin er hudens egen naturlige beskyttelse/forsvar, og er også ansvarlig for at huden får en solbrun kulør. Får du for meget sol, så sker der det, at melanocytterne producerer alt for meget melanin - simpelthen en overproduktion, fordi huden forsøger at beskytte sig selv. Når det sker, så "klumper" de pigmentdannende celler som ligger i hudens dybere lag sig sammen, og når de så kommer op til hudens overflade, så kan det ses som skygger, skjolder, pletter eller plamager.
LATENTE SKADER
Pigmentforandringer kan også danne grundlag for de første 20 år af vores levetid. Jo flere gange man er blevet forbrændt i den tidshorisont, jo større sandsynlighed er der for at man får pigmentforandringer på et senere tidspunkt i livet. Tidligere var der ikke så meget fokus på at beskytte sig mod solens stråler, og måske tog man det heller ikke selv så alvorligt i den alder. Det må jeg ærligt selv erkende var tilfældet for mig. Derfor vil pigmentpletter være noget som rigtig mange oplever at få på et eller andet tidspunkt med alderen.
Husk det er ALDRIG for sent, at starte med at bruge solbeskyttelse, og opholde sig mere i skyggen. Måske generer pigmentforandringer dig ikke synderligt meget, men jeg tænker her mere på modermærkekræft og hudkræft.
Sidst på efteråret og i vinterperioden, vil pigmentforandringernes synlighed ofte aftage markant. Det skyldes at vi ikke er nær så eksponeret for solens stråler på denne tid af året. Skaderne ligger dog latente i huden, og når så foråret, sommeren og solen kommer igen - ja, så vil pigmentforandringerne igen begynde at blive aktiveret, og dermed blive mere synlige.
Eksem & Udslæt
Der er helt særlige kendetegn ved eksem. De fleste former for eksem er ledsaget af et tørt, skællende udslæt, der ofte er irriteret og klør. Huden forandrer sig og kan vise sig som rødt udslæt i ansigtet – huden kan endda være hævet og revne. Nogle udslæt er harmløse, mens andre kan være tegn på noget mere alvorligt. Hos voksne kan eksem fx blive forvekslet med nældefeber, psoriasis eller rosacea. Hos børn kan eksem fx forveksles med børnesår, mund- og klovsyge, tredagesfeber og skoldkopper.
AKNE
En bums starter med at hudens porer bliver tilstoppet af talg. Talg er hudens naturlige smørelse til hud og hår, og er en yderst vigtig funktion for at bevare en sund hud. Det er dog vigtigt at der er den rette balance, da der ellers opstår problemer. Det er også vigtigt at talget ikke kapsles inde i poren. Hvis det sker, så kommer der ingen ilt til. Talgproduktionen øges, og hudens porer bliver derfor større og mere synlige fordi talget udvider porerne. Når der så samtidig ikke kommer ilt til, så skabes der grobund for bakterier - og det er sådan et udbrud starter.
Stress kan få akne til at blusse op, og den kan give udslæt og stressbumser ud af det blå. Ved at være under konstant stress svækker vi kroppens evne til at hele og bekæmpe infektioner. Samtidig øges mængden af fedt i huden, så du er mere tilbøjelig til at få knopper og stressbumser.
Klem IKKE på bumsen!
Jeg tror de fleste af os har prøvet at få en bums på et meget ubejligt tidspunkt. Bumser har det ofte med at poppe frem dagen før en vigtig fest/arrangement, et par timer før den spændende date eller måske inden den første arbejdsdag med nye kolleger.
Sund fornuft fortæller os nok allerede, at vi ikke må trykke, pille eller røre ved den. Alligevel ender det ofte med at man kommer til at få fingrene i ansigtet, fordi man næsten ikke kan holde det ud. Det må da hjælpe, bare lidt måske…
Du risikerer dog at sprede vævsvæsken både under og ovenpå huden, og dermed spreder betændelsen sig og flere bumser dukker med stor sandsynlighed op. Hvis du kommer til at klemme for hårdt, risikerer du også at få permanente røde mærker, ar eller blodkarsprængninger. Så mit bedste råd er, at lade bumsen være. Men jeg er fuldstændig klar over at det er svært at holde fingrene fra den.
Murad har udviklet en hudplejeserie, som er specifikt målrettet til dig med uren hud og/eller bumser. Jeg kan hjælpe dig med at håndplukke lige præcis de produkter din hud har brug for, for at huden kommer i en bedre balance. Serien virker desuden forebyggende på nye udbrud, og virker beroligende og lindrende på huden.
Når du kommer i klinikken - enten til en behandling eller for at købe produkter, så hører du mig ofte fortælle om hvor vigtigt det er at eksfoliere huden, så de døde hudceller skånsomt fjernes. Når du eksfolierer huden, kommer der ilt til porerne så de kan ånde frit, og huden har derved bedre mulighed for at bevare sin egen gode og sunde balance. Dette gør sig faktisk gældende for alle hudtyper.
KOST, SØVN & HUDPLEJERUTINER PÅVIRKER HUDEN
Kost
Hvad vi spiser har stor betydning for vores krop og hud. Grundlæggende tror jeg vi alle er klar over hvad der er godt at spise. Har man et stort indtag af mejeriprodukter og døjer med uren hud, så kan man overveje at skære ned på den del af kosten. Det kan gøre en stor forskel, da komælk indeholder et højt indhold af hormoner. Energidrikke er også noget som påvirker huden negativt, og kan forårsage bumser. Sukker, chips og alkohol m.m. påvirker også huden negativt.
Søvn
Når du sover reparerer kroppen sig selv. Dette gælder også for vores hud, som faktisk er kroppens største organ. Under søvnen genopbygger huden sig selv, den sørger for at rense ud fra de dybere hudlag, den genopretter balancen, holder kollagenproduktionen i gang og reparerer skader som kan opstå både indefra og udefra af forskellige årsager. Så at prioritere at få sin nattesøvn vil også gavne din hud i din rigtige retning.
Forkerte hudplejeprodukter
Anvender du forkerte eller for hårde hudplejeprodukter, så vil huden reagere negativt. Enten vil du opleve konsekvensen med det samme, men det kan også være på sigt at problemerne opstår. Det kan ofte vise sige i form af urenheder og bumser, ligesom huden ofte reagerer med rødme, irritation, tørhed og manglende glød og vitalitet.
Rosacea
Rosacea er en kronisk betændelse af huden i ansigtet. Sygdommen starter med rødme midt i ansigtet, og en følelse af stikken og prikken i huden. På kinder, i panden og på næsen bliver huden lidt fortykket med små udvidede blodkar. Rosacea er som nævnt en kronisk sygdom., og den forsvinder ikke umiddelbart af sig selv. Rosacea kan ikke helbredes, men med den rette behandling kan den dog holdes nede. I nogle tilfælde vil behandling med lægeordineret medicin og/eller lægeordineret creme være den bedste behandling.
Rosacea er en autoimmun sygdom hvor immunforsvaret reagerer på en trussel og laver inflammation i huden for at nedkæmpe truslen, men så ikke nedregulerer sig igen som hos raske mennesker. Man ved, at rosacea er både genetisk betinget samt miljø- og livstilsbestemt. Genetikken kan vi ikke ændre, men vi kan heldigvis tilpasse vores livstil og tage en række forebyggende forholdsregler.
Der er ting som kan forværre tilstanden. Derfor kan det være en god ide at undgå bitre, sure eller stærke grøntsager som tomater, chilier, radiser, peberrod o.l. Undgå alkohol, -i sør rødvin, varm kaffe, the, eller andre drikkevarer som udvider dine blodkar og forværrer din rødmen. Undgå krydderier som chili, ingefær, spidskommen og sort peber . Også mørk chokolade forværrer rødmen.
Linjer & rynker
Med tiden ændrer vores hud sig. Den bliver mere rynket, den mister sin glød, spændstighed og elasticitet - og det er helt naturligt. I dette nyhedsbrev fortæller jeg lidt hvad der egentlig sker i vores hud med alderen, og hvad du kan gøre for at bevare en sund, smuk og naturlig hud.
I starten af livet, er vores hud blød og glat. Allerede fra 30 års-alederen, begynder huden så småt at forandre sig. Der kan opstå fine linjer, og med årene bliver huden gradvist mere slap. Det er meget individuelt hvornår og hvordan huden ældes. Både indre og ydre faktorer har indflydelse på din hud, og hvordan og hvornår ældningstegn sætter ind.
Kollagene og elastine fibre
Den helt uundgåelige årsag til at vores hud ældes er, at vi simpelthen bare bliver ældre. Det som helt konkret sker, er at produktionen samt antallet af aktivte kollagene og elastine fibre falder og går langsommere. Hudens naturlige fugtstof (hyaluronsyre) reduceres, og vores hudcellers evne til at holde på fugten (hyaluronsyren) forringes markant med alderen.
Det medfører så, at huden mister sin glød, spændstighed og elastcitet og ser mere trist og grå ud. Jo mere tør huden er, jo mere vil den også blive påvirket af ydre påvirkninger som vind, vejr, kulde, sol og skiftende temperaturer. Men også indre påvirkninger som stress, medicin, søvnmangel, kost osv. vil påvirke huden i en endnu større grad, end det ellers villle have gjort.
Hudcellerne sænker farten
Mange ting går lidt langsommere jo ældre vi bliver. Sådan går det for os alle, og sådan er det faktisk også med cellefornyelsen i vores hud. Med tiden går nemlig også det langsommere og langsommere, fordi huden simpelthen mister evnen til at forny sig lige så hurtigt som da vi var unge.
Det tager ca. 28 dage for en ung, normal og sund at forny sig selv. Det vil sige fra hudcellen bliver dannet til den dør og lægger sig på hudens overflade, går der ca. 1 måned.
Hos en ældre hud, kan denne process tage helt op til den dobbelte tid. Det er også grunden til, at der findes særlige produkter til den mere modne hud. De indeholder som regel ingredienser som hjælper med at holde cellefornyelsen i gang, ekstra fugtgivende og nærende ingredienser, ligesom genopbyggende ingredienser er et must for at vedligeholde og holde huden frisk og sund.